Ellen har mistet sin lillebror. Han faldt ned ad trappen. Man kan dø på langt vildere måder. Men man kan altså også dø helt hverdagsagtigt. Man dør lige meget af den grund.

Ellen kom hjem fra skole på en ellers helt almindelig mandag. Hun åbnede døren ind til entréen, og så kom hun ikke længere. På gulvet lå hendes lillebror David med hovedet drejet mærkeligt og blod ud af øret. Davids blod flød i lige linjer mellem fliserne, men sorgen flyder ikke i lige linjer for Ellen. Sorgprocessen er hverken lineær eller logisk.

Historien følger Ellen i tiden lige efter dødsfaldet. Hverdagen der på en måde fortsætter uændret og som samtidig er fuldstændig forandret. Og midt i det hele står Ellen og falder ind og ud af sine tanker. Ingenting er som før, og intet vil blive det samme igen.
Nu er hun det eneste barn, men ikke enebarn.
Til begravelsen tænker hun på, om hun selv ville kunne være i den lille kiste.
Moren og faren er ude af drift. Ellen tager seks skefulde sukker på sine cornflakes. Mor reagerer bare med et fjernt ”Det er godt, skat”.

I engelsk har de datid, og pludselig minder alt i datid om David, der fra nu af kun optræder i datid. Derfor er Ellen træt af datid.
I kristendom skal de tegne til fortællingen om Noas ark, men Ellen tegner kun det altomsluttende og dræbende vand, ikke de mennesker, der skal reddes.
I geografi lærer de om den skala, der kan måle, hvor stort et jordskælv er, og det kan Ellen godt lide. Men man kan ikke måle sorgen.

Til sidst tager hun sin helt egen afsked med sin lillebror.